Personer hvis efternavn starter med N

På denne side findes de personer hvis efternavn starter med N.

De er opført i kronologisk rækkefølge alt efter hvornår de er født.

Indtil videre findes beskrivelse af følgende personer:

1) Christian Nielsen 1838-1915

2) Mette Marie Nielsen 1854-1946

3) Maren Marie Nielsen

1) Christian Nielsen

1838 - 1915

Christian Nielsen er født d. 24. januar 1838 i Ørslev Sogn, Præstø Amt.

Hans forældre er husmand og hugger Niels Jensen og Maren Jensdatter.

Forældrene havde et husmandssted på matrikel 44 i Ørslev by. Det svarer omtrent til nuværende Ørslevvej 157.

Dette bliver hans barndomshjem og han går i Skole i Ørslev, hvor lærer Blum er hans lærer.

I 1852 søndag d. 18. april bliver Christian konfirmeret i Udby Kirke.

Præstens udtalelse i Kirkebogen var ”kundskab og opførsel meget god”.

I 1864 sendes Christian til Sønderjylland, hvor han deltager i den 2. Slesvigske Krig, hvor Danmark kæmpede mod Østrig og Preussen.

Han var oppasser for en officer.

Imens han er i krigstjeneste sender han et brev til Lærer Blum, som sender et brev retur som svar.

Blums brev modtog Christian i Sønderjylland og han tog det med tilbage til Ørslev da han blev hjemsendt.

Brevet har overlevet i Christian Nielsens efterkommeres varetægt og er nu afleveret til Vordingborg Lokalhistoriske arkiv.

Christian Nielsen 1838-1915

Christian Nielsen 1838-1915

Ved folketællingen i 1870 bor Christian i sit barnsomshjem, som nu er overtaget af hans søster og hendes mand. I folketællingen står han anført som logerende tømrer.

Året efter køber Christian matrikel 90 i Ørslev. Det er en parcel der ligger på hjørnet af nuværende Rørkærvej og Ørslevvej. På dette tidspunkt ligger der et ældre hus på grunden.

Da Ørslev Sogns Spare- og Lånekasse stiftes i 1875 indtræder Christian Nielsen i Sparekassen første bestyrelse

Samme år gifter Christian sig med Mette Marie Hansen, som er født i Øster Egesborg Sogn.

Vielsen foregår i Ørslev Kirke d. 24. september 1875.

Imens de bor i Ørslev får de 5 børn:

Maren Marie Nielsen 1876

Hans Peter Nielsen 1878

Niels Christian Nielsen 1880

Jens Peder Anton Nielsen 1887

Anna Margrethe Nielsen 1890

I ejendomsdokumenterne for matrikel 90 ses det at Christian optager et lån på 1000 kr i ejendommen i 1876. Noget kunne tyde på at Christian bruger dette beløb til at bygge et ekstra hus på grunden. Det er det hus som ældre borgere vil kunne huske som telefoncentralen, som lå på hjørnet af Rynkebjergvej og Ørslevvej.

Huset er revet ned for mange år siden.

I 1883 sælger Christian ejendommen på matrikel 90 til husmand Peder Jensen. I købekontrakten nævnes det at der er 2 huse på grunden. Det ene hus nævnes som det nye hus og kunne være identisk med det hus der nævnes ovenfor.

Ved folketællingen i 1890 bor Christian stadig med sin familie i Ørslev.

Hvor præcist de boede henne i byen efter de havde solgt ejendommen på matrikel 90 i 1883 er ikke konstateret.

I 1891 flytter Christian med sin familie til Øster Egesborg, hvor de lejer sig ind i et hus der ejes af Greven på Lilliendal.

Her etablerer Christian og Mette Marie en høkerbutik/købmandsbutik, som kommer til at eksistere i mange år.

Huset ligger stadig på adressen Øster Egesborgvej 5.

I en alder af 77 år, dør Christian d. 14. februar 1915.

Han er gravlagt på Øster Egesborg Kirkegård.

Hans hustru Mette Marie og deres ældste datter Maren Marie fortsætter driften af høker/købmandsbutikken.

2) Mette Marie Nielsen f. Hansen

1854-1946

Mette Marie er født d. 4. august 1854 i Lekkende i Øster Egesborg sogn.

Hendes forældre var Hans Jensen og Marie Frederiksen, som havde et husmandssted i Lekkende.

Hun er konfirmeret d. 4. oktober 1868 i Øster Egesborg Kirke.

Efter konfirmationen ser det ud til at hun i de næste år, ligesom mange andre unge mennesker på den tid har plads som tyende forskellige steder.

Hvis man følger hende i tilgangs og afgangslisterne for de forskellige sogne, kan man se at hun som 14 årig flytter fra Lekkende i Øster Egesborg Sogn til Udby Sogn i november 1868. Her har hun formodentligt fået en plads som tjenestetyende et sted i sognet.

I november 1869 rykker hun videre til Beldringe Sogn. Ved Folketællingen i 1870 ses hun som tjenestetyende hos hos Gårdmand Peder Nielsen i Dyrlev, som netop ligger i Beldringe sogn.

I 1871 ankommer hun til Ørslev som 16 årig. Det må formodes at hun også her får plads på en gård eller et andet sted i sognet.

Det er muligvis også her hun får mulighed for at lære Christian Nielsen at kende, som hun bliver gift med d. 24. september 1875 i Ørslev Kirke.

Mette Marie Nielsen f Hansen 1854-1946

Mette Marie Nielsen f Hansen 1854-1946

Christian har købt en ejendom på matrikel 90 i Ørslev i 1871 og her bor de sammen til indtil de sælger ejendommen i 1883.

Ved købekontrakten der udfærdiges i forbindelse med salget fremgår det at der er 2 huse på ejendommen. I det ene hus er der et butikslokale. Det må derfor antages at de har drevet en eller anden form for butik på deres ejendom. Måske en Høkerforretning.

Det er ikke undersøgt hvor de flytter hen efter 1883, men det ser ud til at de bliver i Ørslev.

I 1891 flytter de til Øster Egesborg hvor de lejer et hus af greven på Lilliendal. Huset eksisterer endnu og ligger på Øster Egesborgvej 5.

Herfra driver de en høkerforretning.

Christian dør i 1915 og Mette Marie Nielsen viderefører forretningen sammen med sin ældste datter Maren Marie Nielsen.

Mette Marie dør i Øster Egesborg d. 19. april 1946 og er begravet på Kirkegården ved Øster Egesborg Kirke.

Maren Marie fortsætter driften af butikken i nogle år efter moderens død.