Ørslev historier

Lokalhistorie fra Ørslev Sogn

Ørslev historier

Lokalhistorie fra Ørslev Sogn

Maglebjergvej

Maglebjergvej der er markeret med gult på kortet er en parcelhusvej. I den ene ende er der forbindelse til Ørslevvej og i den anden ende Bygårdsvej. Vangeleddet og Niels Hansensvej er sideveje. 4 CM kort Geodætisk Institut 1996.

Maglebjergvej er en del af en parcelhusudstykning som blev etableret i sidste halvdel af 1960erne. Det er den næstældste udstykning i byen efter Søndervej der er fra 1950erne.

Husene på Maglebjergvej er for en stor dels vedkommende bygget i perioden 1966 til 1969. Herunder Maglebjergvej nr. 4 som er fra 1967 og opført af Ørslev Sognekommune, som tjenestebolig for Mogens Vestergaard Hansen, der i en lang årrække fungerede som skoleinspektør på Ørslev Skole.

Maglebjergvej er anlagt på gammel agerjord der tidligere tilhørte henholdsvis Maglebjergård vest og Maglebjerggård Øst (Bygård). Heraf navnet Maglebjergvej.

De to gårde havde deres marker liggende ud til Maglebjerg, som er en lille bakke der ligger på Kanten af Ørslev Mose.

Tilbage i 1800 tallet og et stykke ind i 1900 tallet blev der gravet grus i bakken. Senere etablerede Ørslev Turisttrafik sig med garageanlæg og domicil på toppen af bakken.

Magle betyder stor og benyttes ofte i forbindelse med stednavne. Maglebjerg betyder således "Store bjerg".